"Wild Cards - Ledelse af udvikling og innovation" er et forløb for ledere på alle niveauer i Region Midtjylland, der enten har udviklingsopgaver i deres afdelinger eller er nysgerrige på, hvordan de bliver stærkere til at håndtere, drive og sikre udviklings- og innovationstiltag. Forløbet er også målrettet projektledere.

Forløbet er et intensivt forløb, som på få dage giver dig indblik og træner dig i færdigheder, der er afgørende for din succes med at lede udvikling og innovation. Forløbet består af to moduler af tre og to dages varighed, hvor du vil opleve at få fyldt en masse teori på, arbejde i nogle meget intense processer med de øvrige deltagere og tid til ro, refleksion og fordybelse.

Målgruppe

Ledere på alle niveauer fra projektledere til ledere af ledere. Du kan også deltage, hvis du har en rolle som udviklingsansvarlig. Det eneste, der er væsentligt, er, at du har en nysgerrighed på udviklings-og innovationsarbejdet og er motiveret for at udvikle dig selv i ledelsen af udviklingsprocesser. Forløbet er for både somatik, psykiatri, socialområdet og stabe/fællesfunktioner.

Formål

Forløbet rummer både, at du får fyldt teori på dit udviklingsdrive, men også at du kan omsætte teorien i praksis, samtidig med at du tager hul på at løse et problem eller en udfordring, I står med på din arbejdsplads. 

Du får kigget dit personlige lederskab efter i sømmene: Hvem er jeg som leder af udvikling og innovation – og hvem vil jeg gerne være? Hvad hæmmer mig i forhold til udvikling og innovation? Hvor er jeg skarp, når det kommer til udvikling og innovation?

Udbytte

Eksempler på greb, du kan lære at mestre på forløbet
Facilitering af udvikling, kontekstforståelse, innovationsmodeller, politisk forståelse, grafisk facilitering, entreprenørskab, improvisation, skønhed som motor for udvikling, ad hoc ledelse og meget mere. 

Form

3 dages internat og 2 dages internat – intenst, dybdegående, udfordrende, involverende og baseret på læring gennem både oplæg og øvelser.

Før forløbet

Som forberedelse til forløbet skal du orientere dig i materiale, der på forskellig vis relaterer sig til de temaer, vi skal arbejde med på "Wild Cards". Det er både teoretiske tekster, men også skønlitterære tekster, billeder samt videoer, der forholder sig til kompleksitet og udvikling som abstrakte termer, der kan angive nye forståelser af udvikling og innovation. Derudover vil alle deltagerne forud for forløbet få lavet en personprofil.

Undervisere

Forløbet faciliteres af erfarne ledelses- og organisationskonsulenter fra Koncern HR, Organisation og Ledelse. De kender til Region Midtjyllands ledelsesgrundlag, organisation og den kontekst, som regionen arbejder i.

Tidligere deltagere siger om forløbet

  • "Med hensyn til Wild Cards er det uden tvivl det mest givende og brugbare kursus jeg har været på. Jeg oplever det som en slags dannelsesrejse, hvor personlige og faglige perspektiver forenes, udfordres, udvikles og bliver til nye indsigter, der giver et helt nyt fundament at stå på som menneske. Mit hoved er fuld af både sjove, skøre og konstruktive tanker, og jeg bliver hele tiden mindet om sætninger, modeller, udsagn fra undervisere og kursister. Det er den fedeste fornemmelse, og jeg er SÅ begejstret"

  • "Dette kursusforløb er som at komme hjem – fordi jeg får sat sprog på, hvad det er jeg laver, ubevidst nogle gange, og hvad jeg gerne vil have fokus på i min funktion og i min afdeling. Ganske enkelt et helt usædvanligt godt kursus, der tager udgangspunkt i virkelighedens udfordringer på en måde, som jeg kan genkende og anvende. Det er en særlig styrke, at deltagerkredsen går på tværs af de klassiske ledelseslag, og kursets ærlige og tværgående generiske tilgang til at finde og implementere løsninger er en stor inspirationskilde i mit daglige arbejde." 

  • "Vi har været sammen i 5 dage – men oplevet en intensitet med jer fantastiske konsulenter og hinanden, som ville det. Dejligt! Jeg blev ramt af et billede på nethinden, da vi tog afsked på plænen i fredags: Det må være sådan, at de unge mennesker på efterskolen har det, når de skilles efter et år."

(Der er flere citater under "dokumenter")

 

Tilmelding er bindende. Ved framelding efter tilmeldingsfristens udløb forbeholder vi os ret til at opkræve fuld deltagerbetaling. Der tages forbehold for prisjusteringer.

 

 



By Dato Tid Sted Tilmeldingsfrist Ledige Pladser
Kibæk 21.10.2025
22.10.2025
23.10.2025
20.11.2025
21.11.2025
08.30
08.30
08.30
08.30
08.30
Skarrildhus 01.09.2025 7 / 19