Psykoterapeutisk behandling af patienter med autisme
Målgruppe
Dette kursus er målrettet erfarne fagpersoner, der arbejder med psykoterapeutisk behandling af patienter med autisme, og som ønsker at styrke deres faglige forståelse og videreudvikle deres kliniske praksis.Indhold og udbytte
Kurset giver en praksisnær introduktion til autisme som en anderledes måde at være menneske på, med fokus på centrale forskelle i sansning, tænkning og mentalisering – herunder det dobbelte empatiproblem. På den baggrund arbejdes der med, hvordan psykoterapi kan tilpasses, så den i højere grad matcher behovene hos patienter med autisme eller autistiske træk.
Deltagerne introduceres til konkrete tilpasninger i rammer, kommunikation og behandlingsindhold, herunder psykoedukation, struktur, visualisering, eksplicit mentalisering og samarbejde med netværk. Der inddrages desuden inspiration fra bl.a. neuroaffektive og relationelle tilgange.
Kurset sætter også fokus på kliniske dilemmaer og kompleksitet, herunder autisme i samspil med komorbiditet, følelses- og adfærdsregulering samt risiko for misforståelser i behandlingen. Samtidig arbejdes der med behandlerens egne reaktioner, barrierer og blinde vinkler, og hvordan disse kan få betydning for den terapeutiske proces.
Opfølgningsdagen har fokus på deltagernes erfaringer med at afprøve redskaber i egen praksis samt videre udvikling af en mere tilpasset og reflekteret behandlingsform.
Undervisningen veksler mellem oplæg, refleksion og case-baseret gruppearbejde med udgangspunkt i deltagernes egne kliniske erfaringer.
Læringsmål
Efter kurset forventes deltagerne at:
- Have en styrket forståelse af autisme og centrale forskelle i sansning, tænkning og mentalisering
- Kunne tilpasse psykoterapeutiske rammer og metoder til patienter med autisme
- Kunne identificere og arbejde med kliniske dilemmaer og komorbiditet i behandlingen
- Have øget opmærksomhed på egne reaktioner, barrierer og blinde vinkler i det terapeutiske arbejde
- Kunne omsætte viden til konkrete ændringer i egen praksis
Undervisere
Psykolog Nanna P. Duus og psykolog Anne Krongaard
(Specialområde Autisme - Autismefokus, Region Midtjylland)
Praktisk information
- Datoer: 9.–10. september 2026
- Opfølgning: 24. november 2026 (halv dag)
- Sted: Scandic Silkeborg, Udgaardsvej 2, 8600 Silkeborg
- Pris: Gratis deltagelse
Udbudte kurser og tilmelding
| By | Dato | Tid | Tilmeldingsfrist | Ledige Pladser |
|---|---|---|---|---|
| Silkeborg |
09.09.2026 10.09.2026 24.11.2026 |
08.30 08.30 08.30 |
24.08.2026 | 11 / 35 |