Oplever du, at Microsoft 365 (M365) rummer flere funktioner, end du kan nå at udforske på egen hånd? Mangler du overblik over, hvornår du skal bruge OneDrive, SharePoint eller Teams – og hvad forskellen egentlig er? 

 

M365-Universet giver dig en tryg og grundlæggende introduktion til de vigtigste værktøjer i Microsoft 365. Du lærer at navigere i OneDrive, SharePoint, Teams og Outlook, organisere og dele dokumenter på en smart måde samt samarbejde sikkert og effektivt med dine kolleger – i overensstemmelse med Region Midtjyllands retningslinjer. 


Målgruppe: 

M365-Universet henvender sig til medarbejdere, der ønsker et grundlæggende og trygt kendskab til brugen af Microsoft 365. 
Kurset er relevant for: 

  • Nyansatte medarbejdere i Region Midtjylland – på tværs af faggrupper. Universet er en obligatorisk del af introduktionsprogrammet for nyansatte og skal gennemføres inden for de første seks måneder (kun gældende for Psykiatrien).
  • Dig, der er let øvet eller helt ny i Microsoft 365 og ønsker et solidt grundlag.
  • Dig, der ønsker et opslagsværk, du kan vende tilbage til efter behov.

I M365-Universet møder du Kirsten og David – to fiktive medarbejdere, som repræsenterer den brede medarbejdergruppe i Region Midtjylland. De guider dig igennem dagligdagens udfordringer i M365, så indholdet bliver relevant for både klinikere, administrative medarbejdere og andre faggrupper. 

I M365-Universet lærer du blandt andet at:

  • Navigere i Microsoft 365 og arbejde med centrale funktioner som OneDrive, SharePoint, Teams og Outlook.
  • Skelne mellem de forskellige værktøjer og forstå, hvornår de bruges bedst i din hverdag.
  • Gemme, organisere, finde og dele dokumenter på en effektiv og overskuelig måde, der styrker både dit eget overblik og samarbejdet med kolleger.
  • Anvende Microsoft 365 i overensstemmelse med Region Midtjyllands retningslinjer. 

Relaterede kurser

DMPG konference 2026

Ledige pladser

Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper er kommet for at blive!

Mandag den 19. januar 2026 inviterer vi til den første DMPG-konference nogensinde. For første gang samler vi faglige miljøer, patienter, pårørende, forskere og ledere til en dag, hvor vi sætter spot på, hvad Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper - DMPG - står for, hvad de kan og hvad de vil. 

DMPG-arbejdet har skabt bevægelse drevet af faglighed, data og fællesskab. Vi har løftet kvaliteten, styrket det faglige fællesskab og allerede udarbejdet en række kliniske retningslinjer, der sammen med de kliniske kvalitetsdatabaser gavner patienterne og skaber mening for klinikerne. Nu handler det om at bruge det momentum til at fastholde og forankre arbejdet - også når psykiatrien er under forandring, og nye dagsordener presser sig på.

Konferencen markerer overgangen fra DMPG-projekt til DMPG-organisation. Det bliver en dag til deling af viden, erfaringer, ambitioner, så vi sammen kan styrke og udvikle det fælles faglige fundament, der skal bære psykiatrien videre. Programmet stiller skarpt på, hvad vi har lært, hvad der virker, og hvordan DMPG, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut spiller sammen. 

På dagen henter vi inspiration fra kræftområdet, hvor stærke faglige miljøer og vedvarende kvalitetsarbejde har forandret behandlingen markant. Vi hører patient- og pårørenderepræsentanter fortælle, hvordan DMPG-arbejdet allerede gør en forskel. Endelig vi samler perspektiver fra ledere, forskere og klinikere om, hvordan vi sammen sikrer, at fagligheden forbliver psykiatriens kompas.

Når dagen er omme, er målet, at alle deltagere er blevet klogere på, at faglighed, samarbejde og evidens kan forandre - og går hjem med idéer, der kan omsættes i praksis allerede i morgen. 

Glæd dig til at møde Helene Probst, sundhedsfaglig direktør, Danske Regioner, Jesper Fisker, adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse, Jens Winther Jensen, direktør, Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, Agnethe Vale Nielsen, enhedschef, Sundhedsstyrelsen samt repræsentanter fra patienter, pårørende og hospitalsledelser samt klinikere og professorer. 

Program

09.30 Registrering og mulighed for morgenmad

10.00 Velkomst og introduktion v. moderator Mark Stokholm

BLOK 1 – Historien, formålet og ambitionen med DMPG

BLOK 2 – Hvordan spiller DMPG, SundK og Sundhedsstyrelsen sammen?

12.00 Frokost

13.00 BLOK 3 – Hvordan integrerer vi psykiatri og somatisk faglighed - i et samlet sundhedsvæsen?

  BLOK 4 – Faglige ambitioner for Psykiatrien de næste 5–10 år

  BLOK 5 – Mark og monopolet: Dilemmaer fra dagen

15.25 Afrunding og tak for i dag 

Vi forbeholder os retten til løbende at foretager ændringer og justeringer af programmet.

Vi glæder os til at se jer alle i Odense den 19. januar 2026. 

OBS:
I tilfælde af flere tilmeldte end pladser forbeholder vi os retten til at sikre en bred repræsentation blandt deltagerne på tværs af fagligheder, sektorer og regioner. 

Dagen afsluttes med møde i DMPG’s repræsentantskab; særskilt invitation følger til relevante.