Kompetenceudviklingskursus for UKYLer og DYNAMUer
Videreuddannelsesregion Nord udbyder et kompetenceudviklingskursus for UKYLer og DYNAMUer.

Målgruppe for kurset
Kurset er målrettet UKYLer og DYNAMUer, som enten er I-læge, HU-læge eller afdelingslæge i et hospitalsspeciale, eller HU-læge i almen medicin. Der er et max deltagerantal på 24. Pladserne fordeles efter først til mølle princippet.

Varighed og lokation
Kurset afholdes som tre kursusdage fordelt med to dage på et internat torsdag d. 22. til fredag d. 23. oktober 2026 på Horisont Hotel og Konference, Agro Food Park 10, 8200 Aarhus N efterfulgt af én opfølgningsdag d. fredag d. 27. november 2026 i Region Midtjyllands lokaler på Olof Palmes Alle 26, Aarhus Nord. Der skal påregnes tid til arbejdet med forandringsområdet.

Formål
Formålet med udviklingskurset er, at deltagerne træner forudsætninger for at fungere som UKYL og DYNAMU, herunder tilegner sig værktøjer til at løfte opgaveporteføljen, indsigt i forandrings-/uddannelsesledelse og strategier for samarbejde og personligt lederskab.

Indhold
Fokus på forløbet bliver på udvikling af UKYL'er og DYNAMU'er i forhold til uddannelsesopgaven i egen afdeling eller i praksis. Det vil indeholde arbejde med organisationsforståelse, forventning til egen rolle og samarbejdspartnere, læringskultur og arbejdspladslæring, forandringsledelse, selvledelse og ledelsesstrategier, herunder samarbejdet med UAO eller AMU/PKL og afdelingsledelsen. Der vil nedsættes netværksgrupper, som udveksler erfaringer med forskellige måder at løse opgaver på.

Hver deltager skal forud for kurset udvælge et forandringsområde, som er drøftet med UAO eller AMU/PKL. Som forberedelse til kurset skal deltageren udfylde en skabelon om forandringsområdet, som kursusleder og gennemgående underviser giver feedback på forud for internatet. Derudover vil der være enkelte dokumenter, der skal læses samt en kort video, der skal ses. Nærmere oplysninger om forberedelse fremsendes særskilt.

Deltagerne vil få erfaring med interessantanalyse og forbedringsmodellen, herunder driverdiagram og PDSA-modellen. Der vil være en hjemmeopgave til dag 3, som omhandler egen proces og læring om implementering af de forandringsideer, som analysen af forandringsområdet har affødt.

Metode
Undervisning integrerer teori og praksis og vil lægge op til høj deltageraktivering. Den vil inkludere korte oplæg, diskussion i smågrupper og plenum, refleksion, øvelser og fremlæggelser.

Undervisere
Underviserne vil være læger med viden om pædagogik og didaktik samt erfaring med udvikling og implementering af uddannelsesindsatser, og ledelse af lægelig videreuddannelse.

Evaluering
Der evalueres mundtligt efter hver dag. Der foretages en elektronisk evaluering efter internatkurset og igen efter 3. dag.

Udbudte kurser og tilmelding

By Dato Tid Tilmeldingsfrist Ledige Pladser
Aarhus N 22.10.2026
23.10.2026
27.11.2026
08.30
08.00
08.15
10.09.2026 Ingen ledige pladser